Der er noget særligt fascinerende ved at observere dansk realitytv fra nyt perspektiv. Når man følger Danmarks mest skandalørøse ferieshow fra tredje række, åbner sig pludselig rum for refleksion over både medium, kultur og det dansk-mexicanske møde, som ifølge Soundvenue præger årets 'Paradise Hotel'. Over blot 14 uger med tre afsnit opstår der nemlig tid til at tænke over, hvad vi egentlig ser, når vi ser danske mennesker som eksotiske værelser i mexicansk luksus.

Dansk eksoticisme møder mediebilleder

'Paradise Hotel' fungerer traditionelt som et laboratorium for dansk selskabelighed under påvirkning af alkohol, sol og statuspres. Men når handlingen flytter over Atlanterhavet, skifter dynamikken. De kulturelle koder bliver pludselig mere synlige netop fordi de er ude af kontekst. Den danske formalitet, ironien og selvudslettende humor møder et helt andet scenografi end de tidligere udgaver. Mexicansk arkitektur, palmertræer og en anden lysstimulans påvirker både deltagilene og vores oplevelse af dem.

En pause i hastigheden

Måske er det netop i den langsomme konsumtion af få afsnit over lang tid, at kulturværdien af showet bliver tydeligere. I stedet for at blive opslugt af marathon-seering, tillader den begrænsede mængde os at være observer, der både følger handlingen og analyserer den. Det danske publikum bliver selv udsender af et blik på sine egne mennesker på eksotisk grund, hvor dansk sprog lyder anderledes, mindre hjemmevant, måske endda mindre selvfølgelig.

Sådan bliver 'Paradise Hotel' ikke blot underholdning, men også et kulturelt spejl for, hvordan vi udefiner os selv i forhold til verden omkring os.