Denzel Curry har længe været en af hiphoppens mest ambitiøse stemmer – en rapper der insisterer på at veksle mellem konceptuelle dybdyk og ren, ufiltreret aggression. Med supergruppe-projektet Strictly 4 the Scythe har han tilsyneladende valgt side, i hvert fald for nu.

Junkfood som kunstnerisk statement

Hvor Currys soloalbums ofte har været præget af tematisk tyngde og genremæssig rækkevidde, er Strictly 4 the Scythe noget andet. Projektet læner sig tungt ind i den hårdtslående, nærmest hedonistiske side af hiphop – det som Soundvenue rammende kalder hiphop-junkfood. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Der er noget befriende ved at høre Curry slippe tøjlerne og bare rappe. Supergruppe-formatet giver ham mulighed for at spille bold op ad andre kunstnere uden det pres, der følger med et soloalbum. Her handler det ikke om den store fortælling, men om at levere vers der rammer hårdt nok til at efterlade mærker.

Supergruppen som format

Hiphop har en lang tradition for supergrupper – fra Wu-Tang Clan til nyere konstellationer som Griselda. Formatet fungerer bedst, når kemien mellem kunstnerne skaber noget, der er større end summen af delene. Spørgsmålet med Strictly 4 the Scythe er, om projektet når dertil, eller om det forbliver en samling solide, men uforpligtende tracks.

Curry har bevist gang på gang, at han kan levere teknisk overskud og karisma i bøttevis. Hans flow er stadig blandt genrens mest fleksible, og hans evne til at skifte mellem intensitet og kontrol er intakt. Det er sjældent selve rapperiet, der er problemet med den her type projekter – det er helheden.

Mellem ambition og adrenalin

Strictly 4 the Scythe er i sin essens et album, der beder dig om at skrue op og lade være med at tænke for meget. Det er hiphop som ren energi, uden de konceptuelle sikkerhedsnet Curry normalt spænder ud. For fans der har savnet den rå side af hans kunstnerskab, er der rigeligt at hente her.

Om det så er et varigt kunstnerisk statement eller bare en velfortjent omgang muskuløs hiphop mellem de mere seriøse udgivelser, er et andet spørgsmål. Men nogle gange behøver junkfood ikke at undskylde sig selv.