Dolly Parton skrev sange, som blev en del af den kollektive hukommelse længe før de fleste af os selv vidste, hvad et pladeomslag var. Nu hun er død, er det værd at dvæle ved tre af hendes allerstørste hits – ikke for nostalgiens skyld alene, men fordi historierne bag dem siger noget om, hvor sjældent begavet en sangskriver hun var.

Jolene: Jalousi født i en bankfilial

"Jolene" lyder som en klagesang skrevet i mørke, men historien bag er nærmest komisk hverdagsagtig. Sangen er inspireret af en bankmedarbejder, der ifølge Dolly Parton flirtede lidt for meget med hendes mand, hver gang han kom forbi banken. Hun kaldte det selv "en joke mellem os" – men navnet Jolene stammer fra en helt anden kilde: en ung, rødhåret fan, der en dag bad om en autograf.

Det er den detalje, der gør "Jolene" til noget særligt: en frygt for at miste nogen, formet af to tilfældige møder og destilleret til én af de mest dækkende jalousisange, der er skrevet. Dolly Parton selv opsummerede modstanderens overlegenhed nøgternt: "Hun havde alt det, som jeg ikke havde. For eksempel ben."

9 to 5: Skrevet med negle som instrument

Da Dolly Parton i 1980 skulle levere titelmelodien til filmkomedien "9 to 5" – om tre kvinder, der tager hævn over en sexistisk chef – skrev hun sangen i pauserne på settet, uden guitar ved hånden. Resultatet blev en af de mest energiske arbejdssange nogensinde, og den åbner ikonisk med lyden af klapprende negle.

De negle var hendes egne, indspillet direkte på pladen. Som hun selv fortalte Jimmy Fallon med et glimt i øjet: "Omslaget siger 'negle af Dolly Parton'." Det er den slags detalje, man ikke finder på, og som forklarer, hvorfor sangen stadig lyder friskt firkant halvtreds år efter.

I Will Always Love You: En opsigelse, der blev udødelig

Den mest overraskende historie hører nok til "I Will Always Love You". Sangen blev ikke skrevet til en elsker, men som en form for venskabelig opsigelse til Dolly Partons daværende samarbejdspartner Porter Wagoner i 1973. Han ville ikke acceptere, at hun forlod hans tv-show for at gå solo, så hun skrev en sang i stedet for at føre endnu en diskussion.

Da hun fremførte den for ham, trillede tårerne ned af hans kinder, og han skal have svaret, at det var den bedste sang, hun nogensinde havde skrevet. Selv Elvis Presley ville indspille den – men krævede udgivelsesrettighederne som betingelse, hvilket Dolly Parton afslog. Den beslutning viste sig at være guld værd, da Whitney Houston i 1992 gjorde sangen til omkvædet i "The Bodyguard" og satte rekord med 14 uger som nummer 1 på Billboard Hot 100.

Dolly Parton hørte selv Whitney Houstons version første gang i bilradioen og var, som hun sagde, "lige ved at køre galt" ved omkvædet. Med hendes eget karakteristiske overskud opsummerede hun senere den økonomiske side af sagen: "Men da Whitneys version kom ud, tjente jeg nok penge til at købe Graceland."

Tre sange, tre vidt forskellige oprindelseshistorier – en flirt i en bankfilial, en filmscene uden guitar og en afskedssang til en kollega. Tilsammen tegner de et billede af en sangskriver, der kunne omsætte det mest hverdagsagtige til noget universelt. Det er den arv, der lever videre, længe efter Dolly Parton selv er gået bort.