Icekiid er for alvor ved at tage kunstnerisk kontrol over sin karriere. Med EP'en Kaotisk kunst træder han et skridt væk fra rollen som Danmarks ubestridte afrobeats-konge og ind i et mere eksperimenterende univers — og resultatet er lovende, selv om det ikke altid holder hele vejen igennem.

Et velkomment stilskift

Ifølge Soundvenues anmelder er produktionen med Marius Iversen "langt mere rastløs og eksperimenterende" end Icekiids tidligere udgivelser. Numre som Acceleration blander lavt mixede synths med pumpende baslinjer på en måde, der signalerer en ny og mere nysgerrig lydæstetik.

Det er et stilskift, der er svært ikke at sætte pris på. Icekiid har aldrig manglet talent — men han har manglet villighed til at sætte det i spil på nye måder. Det gør han her.

Autenticitet på sit bedste

Et af EP'ens højdepunkter er Er vi okay? med Blæst. Her lyder Icekiid, ifølge anmeldelsen, "mindre som en poleret popsang og mere som noget, der kunne være fløjet ud i et skænderi." Det er den slags ægthed, der gør musik interessant — rå, uforberedt og levende.

Temaerne på Kaotisk kunst kredser om paranoia, kærlighedsproblemer og selvrefleksion. Det er personligt stof, og Icekiid virker oprigtigt interesseret i at undersøge det frem for blot at levere salgbare hooks.

Inkonsistens er stadig et problem

EP'en er dog ikke uden svagheder. Åbneren Fis og ballade præsenterer et flow, der "aldrig helt finder rytmen og til tider føles decideret klodset." Og som helhed er Kaotisk kunst mere optaget af at vise nye sider end af at samle dem til en stærk, sammenhængende fortælling.

Men det er måske prisen for at eksperimentere. Og som første skridt i en ny retning er det et skridt, der peger fremad.

Konklusion

Kaotisk kunst er ikke den perfekte EP — men den er noget bedre: den er fra en kunstner, der viser oprigtig interesse i at udfordre sine egne rammer. Det fortjener respekt og opmærksomhed.