Sjældent sker det, at en debutfilm stopper verden. Men det er nærmest det, der er sket med den queer film, der for nylig havde verdenspremiere – og som efterlod publikum på benene i tyve lange minutter med klap, jubel og tårer.

20 minutters bifald er ikke bare en statistik. Det er et kulturelt signal. Det fortæller, at noget ekstraordinært er sket i salemorket – at en film har ramt et publikum så hårdt og så ægte, at ordene ikke slukker tørsten. Så må hænderne tage over.

Filmen, der taler ligeud om queer identitet, kærlighed og tilhørsforhold, er ifølge de første anmeldelser både visuelt betagende og nervepirrende ægte i sin fremstilling. Internationale kritikere har kastet superlativer som konfetti: "mesterværk", "en ny stemme i verdenskinoen", "årets vigtigste film" er blot nogle af de bemærkninger, der er dukket op i første omgang af anmeldelser.

Det er især bemærkelsesværdigt, at det er en debut. At få 20 minutters stående bifald til en større filmfestival som debuterende instruktør er næsten uhørt. Det vidner om, at vi har at gøre med et talent, der ikke bare har noget at sige – men som ved præcis, hvordan man siger det.

For queer repræsentation i film har de seneste år budt på både fremskridt og tilbageskridt, men det er netop her, den slags film spiller en afgørende rolle. Når et queer narrativ ikke blot accepteres, men hyldes på denne måde – af et bredt festivalpublikum og af kritikerne – så rykker det noget.

Vi forventer at se filmen i danske biografer inden årets udgang, og hvis den lever op til premiere-hypen, er det en oplevelse, man bør prioritere. Hold øjnene åbne – dette er et navn, vi kommer til at høre meget mere til.