Stor forventning, lille levering

Der var høje forventninger, da den danske rapper Kidd vendte hjem til en udsolgt koncert på Poolen i København den 23. maj 2026. Hans karriere har stået på i femten år, og klassikere som 'Kysset med Jamel', 'Evig kærlighed' og 'Ik lavet penge' sidder stadig dybt i publikums krop og bevidsthed. Alligevel endte aftenen med at efterlade en fornemmelse af noget uafsluttet — en kunstner, der bevidst holdt sig selv tilbage.

Scenografi lovede mere, end Kidd ville holde

Sceneopsætningen signalerede noget råt og kantet: Metal-stilladsering og overvågningsbilleder af supermarkedsødelæggelse tegnede et billede af kaos og oprør. Men da Kidd trådte ind på scenen, gjorde han det med en afslappet, nærmest blaseret attitude, der ikke rigtig matchede æstetikken. Det var som om kunstneren og scenografien befandt sig i to forskellige forestillinger.

Selvpålagte begrænsninger

Kidd var påfaldende åben om, hvad han ikke ville gøre på aftenen. Han kommenterede publikums ihærdige forsøg på at danse til drum'n'bass med bemærkningen om, at det nok ikke ville lykkes den aften. Han erkendte også sin forkærlighed for at provokere og antydede, at han godt kunne have sagt noget om både Palæstina, Israel og journalister — men valgte at holde tæt for at undgå furore. Publikum kunne måske godt have brugt lidt mere af det Kidd, de var kommet for at se.

Tekniske fejltrin

Koncerten var heller ikke fri for tekniske bump. Under nummeret 'Guld' mistede Kidd fokus midt i et vers, og hans gengivelse af 'Maserati' var langt fra hans bedste. Backing-tracks havde tidvis en tendens til at overdøve vokalen, og adskillige småfejl trak den samlede oplevelse ned. Det er de ting, der adskiller en god hjemkomstkoncert fra en stor.

Publikum reddede stemningen

Det må siges, at Poolen-publikummet var til det. Tilskuerne sang med fra første nummer og holdt energiniveauet oppe, selv når scenen ikke bød på det store. Genforeningen med producer Eloq fra Cheff Records skabte et positivt øjeblik, og klassikerne landede stadig med tyngde, når Kidd endelig lod sig rive med. Varmen i salen — ikke udelukkende temperaturmæssig — vidnede om, hvor meget tilknytningen til hans musik betyder for dem, der voksede op med den.

En skuffende aftenballade

Kidd har åbenbart bevidst valgt at tone sin karakteristiske kaotiske energi ned, og det er selvfølgelig hans ret. Men det er svært ikke at savne den version af Kidd, der ikke bekymrer sig om efterdønningerne. Til en hjemkomstkoncert burde det have været en aften for at kaste sig fuldt ud ind i det. I stedet fik vi en artist, der holdt noget tilbage — og publikum, der fortjente mere.