Der er noget både sårbart og trodsigt ved en dansk kunstner, der vælger at synge på engelsk. I en tid, hvor kulturdebatten ser sprogvalg som identitetspolitik, fortjener disse musikere mere end blot tolerance – de fortjener anerkendelse for deres kunstneriske mod.

Ifølge Soundvenue er vilkårene for engelsksyngende danske musikere blevet hårdere end nogensinde. Det er en paradoksal situation i en verden, hvor engelsk er lingua franca, og hvor globale streamingplatforme gør det langt lettere at nå internationalt publikum på engelsk end på dansk. Alligevel mødes disse artisters valg stadigt oftere med en kulturel skepticisme herhjemme.

Kunstneri mod markedslogik

For mange danske musikere er englsksang ikke et tegn på foragt for modersmålet, men snarere en pragmatisk – og kunstnerisk – nødvendighed. Det handler om at kunne dyrke sin passion globalt, om at kunne tjene til livets ophold uden at være begrænset til et marked på fem millioner mennesker. Der ligger ingen forræderi i den vurdering.

Samtidig må vi ikke glemme værdien af dansksproget musik. Den værn ikke mindre. Men snarere end at se det som et enten-eller bør vi anerkende, at både engelsksyngende og dansksyngende musikere spiller vigtige roller i vores kulturliv.

En brittle kulturpolitik

Når dansk kulturkritik møder engelsksyngende danske kunstnere med hovedrystelse, risikerer vi at lukke døren for talenter, der blot forsøger at finde deres stemme og deres marked. Det virker både småligt og uproduktivt. Kunstnernes frihed til selv at vælge deres kunstneriske udtryk – på dansk eller engelsk – bør være et kulturelt givn, ikke en kilde til dom.