I en alder af 83 år gør Paul McCartney det igen. Den legendariske eksbeatlev udgiver albummet 'The Boys of Dungeon Lane', og de første anmeldelser er kommet ind – og de er gode. Meget gode.

The Times har allerede kaldt ham "en moderne Mozart". Og i det amerikanske branchemedium Variety beskrives det nye album som:

"Muligvis McCartneys bedste album i dette årtusinde – og med sikkerhed det bedste album nogensinde udsendt af en rockstjerne over 80."

Tilbage til Dungeon Lane

Albumtitlen er ingen tilfældighed. Dungeon Lane er en gade i Liverpool, der fyldte meget i McCartneys barndom – og med dette album kigger han nostalgisk tilbage i tiden. Det er en gestus, vi kender fra den aldrende kunstner: at søge mod roden, mod det sted, der formede alt det efterfølgende.

At McCartney kan tillade sig den nostalgi, skyldes, at hans katalog er enestående. Han er medforfatteren til det, mange kalder "håndbogen for moderne popmusik". Hans navn alene er en garanti for opmærksomhed – men spørgsmålet er altid, om han kan leve op til fortidens skelsættende præstationer.

Svaret, hvis man skal tro anmelderne, er ja.

Fem bud på hans bedste sange

P5-vært Ole Jacobsen, der kender sit Beatles og McCartney ud og ind, har til DR udpeget sine fem McCartney-klassikere:

• Blackbird (1968) – "Den første sang, der melder forår hos mig, selv om den i virkeligheden handler om racisme. Så enkelt og så smukt."
• Penny Lane (1967) – "Jeg spillede den så meget, at vinylpladen blev helt gennemsigtig."
• Silly Love Songs (1976) – "Banale kærlighedssange? Hvad er der i vejen med det?"
• Hello, Goodbye og Hey Jude – klassikere, der stadig rammer noget universelt.

Kan man høre alderen?

Man kan høre på stemmen, at popmusikkens "Mozart" er blevet over 80. Det indrømmer den danske anmelder også. Men det er ikke det samme som at sige, at magien er væk – snarere tværtimod. Der er noget ved en kunstner, der ved, at han er i slutningen af sin karriere, og som tillader sig at gøre det personligt, det nostalgisk, det ærligt.

'The Boys of Dungeon Lane' er et album, der minder os om, hvad en levende legende ser ud, når legendestatus ikke er nok – og kunstneren alligevel presser sig selv til at levere noget ægte. Og det er værd at lytte til.