Colleen Hoovers imperium vokser fortsat. Forfatteren, der for alvor eksploderede under pandemien takket være BookTok og en tilsyneladende umættelig appetit på følelsestungt drama, har fået endnu en af sine romaner oversat til det store lærred. Og ligesom med It Ends with Us deler den nye filmatisering vandene.

Fra bogfænomen til biografmaskine

Der er noget næsten industrielt over tempoet, hvormed Hoovers bøger bliver til film. Hendes fortællinger om komplicerede relationer, ofte med vold og traumer som omdrejningspunkt, rammer en nerve hos millioner af læsere – men oversættelsen til film afslører også svaghederne i materialet. Hvor bøgerne kan gemme sig bag læserens egen fantasi, står filmene nøgne med deres budskaber.

Som Soundvenue beskriver det, minder den nye filmatisering om en selvhøjtidelig moralemesse. Filmen insisterer på at fortælle sit publikum, hvad de bør føle og tænke, i stedet for at lade dramaet tale for sig selv. Det er en fælde, som Hoover-adaptioner tilsyneladende har svært ved at undgå.

Problemet med at filme følelser

Hoovers styrke som forfatter har altid været den rå, direkte emotionalitet. Hendes læsere beskriver oplevelsen som fysisk – man græder, man ryster, man bliver vred. Men den slags intimitet kræver noget andet på film end på papir. Uden en instruktør med ægte visuelt sprog ender resultatet hurtigt som en illustreret selvhjælpsbog med pæne skuespillere.

Det er samtidig svært at ignorere den kulturelle kontekst. Hoover-debatten handler ikke længere kun om litterær kvalitet. Den handler om, hvem der ejer narrativet om svære emner som partnervold og manipulation – og om popkulturelle produkter kan bære det ansvar, de påtager sig.

Publikum er ligeglade med kritikerne

Intet af dette kommer til at bremse maskinen. Hoovers fans er loyale, og biograferne vil blive fyldt uanset anmeldelserne. Det er i sig selv et kulturelt fænomen værd at holde øje med: En forfatter, hvis kommercielle kraft overstiger enhver kritisk modstand. Spørgsmålet er bare, om filmene nogensinde vil matche bøgernes følelsesmæssige greb – eller om de fortsat vil nøjes med at minde os om, hvad vi burde føle.