Forestil dig, at din eksmand – efter lang tids tavshed – sender dig en sms om, at han har fortalt om jeres ægteskab i en populær podcast. Og at den udkommer om få dage.

Det var præcis den situation, Mina Lewis befandt sig i i marts, da en besked fra rapperen Carl Ørsted Malling, bedre kendt som Carl Knast, landede i hendes indbakke. Han var gæst i Podimo-podcasten ‘112 for knuste hjerter’, hvor mere end 250 kendte danskere siden 2021 har delt deres kærlighedshistorier og skilsmisser.

Intime detaljer delt uden samtykke

Mina Lewis forsøgte at stoppe udsendelsen. Hun fik lov til at lytte til programmet på forhånd og oplevede, at der var dele af hendes privatliv, hun ikke ønskede delt.

– Der blev udpenslet dele af vores privatliv sammen og mange intime detaljer om mig. Jeg oplever det som ekstremt grænseoverskridende, og at det primært handler om mig og mit privatliv og ikke nødvendigvis om Carls historie, siger hun til P1 Morgen.

Podimo afviste hendes anmodning om at stoppe podcasten – men valgte at redigere visse klip ud inden udsendelsen.

Podimo: Ytringsfrihed er vigtig

Indholdsdirektør hos Podimo, Mette Østergaard, forsvarer beslutningen med henvisning til ytringsfrihed og presseetik.

– Vi lever i en tid, hvor vi ikke kan styre, hvad andre mennesker fortæller om os. Der er en principiel diskussion om, hvor meget man har ret til sin egen historie. Den synes vi selvfølgelig er vigtig at værne om, siger hun.

Mette Østergaard pointerer desuden, at Podimo gik længere end de presseetiske regler foreskriver ved at lade Mina Lewis høre programmet og fjerne klip på baggrund af hendes indsigelser.

Privatliv som valuta

For Mina Lewis handler sagen om mere end hendes eget forløb. Hun ønsker at sætte fokus på, hvad hun kalder ‘den nye type journalistik, hvor privatliv bliver en valuta’.

– Hvis jeg kan få lov til at bruge min stemme på at tegne den her gråzone lidt mere op, eller at samtalen bliver taget op som den gør nu, så vil jeg gerne det, siger hun.

Sagen rejser et spørgsmål, der ikke har et enkelt svar: Hvornår er personlige historier ens egen at fortælle – og hvornår tilhører de også dem, man har levet dem med?