Det var i 1995, at Lars von Trier og Thomas Vinterberg underskrev det berygtede Dogme 95-manifest og dermed skabte et af filmhistoriens mest indflydelsesrige kunstneriske oprør. Nu, over 30 år senere, er den dogmatiske ånd ved at genopstå i en ny generation af danske filmskabere — og denne gang er Netflix med på vognen.

Dogmemanifestets ånd lever videre

Det originale Dogme 95-manifest stillede enkle, men radikale krav: naturligt lys, håndholdt kamera, ingen ekstradiegetisk musik, ingen kunstige kulisser og ingen overfladisk handling. Reglerne tvang filmskaberne til at fokusere på det menneskelige drama frem for teknisk perfektion.

Den nye bølge tager ikke slavisk udgangspunkt i de originale regler, men henter inspiration fra Dogme-bevægelsens kerneværdier: autenticitet, karakterdybde og historier hentet fra det virkelige liv. De nye dogmefilm er kendetegnet ved en rå, upoleret æstetik, der kontrasterer skarpt med Hollywoods CGI-tunge megaproduktioner.

Netflix ser en mulighed

At Netflix har valgt at engagere sig i den nye danske dogmebevægelse er bemærkelsesværdigt. Streaminggiganten er normalt forbundet med store budgetter og polerede produktioner, men de seneste år har Netflix vist en stigende appetit på internationale nicheproduktioner, der tilbyder noget anderledes.

De danske dogmefilm appellerer til det Netflix-segment, der søger autentiske, kulturelt specifikke historier, som ikke ligner alt det andet på platformen. Det er den samme logik, der har ført til succeserne med sydkoreansk og spansk indhold på Netflix — og nu altså potentielt dansk film.

Netflix' interesse legitimerer også bevægelsen og giver de unge filmskabere adgang til en global platform og et internationalt publikum, som tidligere generationers Dogme-instruktører kun kunne drømme om.

De nye dogmefilm

Bag den nye bevægelse er en gruppe unge danske instruktører, der deler en frustration over det de oplever som en kommercialisering og homogenisering af dansk film. De ønsker at fortælle historier om det moderne Danmark — om ensomhed, klasseskel, indvandring og ungdomsliv — uden filter og uden de kompromiser, som store produktionsbudgetter og streamingers algoritmer normalt kræver.

Filmene optages typisk på få uger med minimale hold, og den kreative kontrol forbliver hos instruktøren. Det er en arbejdsform, der minder om de allerindledende dage i Dogme 95, og resultatet er film med en energi og umiddelbarhed, som mange nuværende danske produktioner savner.

En bevægelse med momentum

Filmbranchen følger den nye bølge med stor interesse. Filmfestivaler i ind- og udland har allerede vist interesse for de første film fra bevægelsen, og kritikerne er generelt positive. Spørgsmålet er nu, om Netflix' opbakning vil hjælpe eller skade den autenticitetsæstetik, der er bevægelsens raison d'être. Kan man lave dogmefilm med streaming-millioner i ryggen — eller ødelægger det hele pointen?

Det er et spørgsmål, som de kommende år vil give svaret på. Det er sikkert, at dansk film endnu engang er ved at sætte dagsordenen internationalt.