Der er noget paradoksalt ved at blive hyldet af en institution, man tidligere har været ret hensynsløs over for. Alligevel er det netop, hvad der er sket for Oasis, som ifølge Soundvenue nu er blevet indlemmet i Rock & Roll Hall of Fame sammen med Wu-Tang Clan, Sade og Joy Division. Beslutningen kalder på refleksion over musikhistoriens autoritet og kunstnernes forhold til faglig anerkendelse.

Rockmusikkens etablerede autoritet møder modstand

Oasis har aldrig været kendt for at gemme deres meninger. Da institutionen tidligere har påkaldt sig Liam og Noels vrede, var det blandt andet på grund af det, de opfattede som snobisme og selvhøjtidelighed blandt musikhistorikere. At blive optaget nu kunne tolkes som en udeblivende sejr, eller også som et tegn på, at kritikken har været hørt – eller ignoreret.

En generation defineres gennem anerkendelse

Betydningen af optakelsen ligger dog ikke blot i det personlige for Oasis. Rock & Roll Hall of Fame fungerer som kulturel tagsætter for, hvilke kunstnere der skal hukommedes som vigtige. Med optagelsen af Oasis, Wu-Tang Clan, Sade og Joy Division samtidigt sender institutionen et signal om, at musikhistorien favner både britisk rock, hip-hop, soul og postpunk. Det er en bredere fortælling, end de såkaldt »røvhuller« måske havde givet udtryk for.

For musikelskere og kulturinteresserede sætter sådan en beslutning perspektiv på, hvordan efterkommerne vil huske vores egen tids kunstnere – og hvilke autoriteter der skal have ret til at bestemme det.