I en tid hvor kunstnere stadig søger at forme deres eget narrativ, træder popsanger Charli XCX frem med en satirisk mockumentary, der påpeger det nærmest absurde i musikindustriens kontrolbehov. Ifølge DR Kultur skaber hun med værket et værdigt forsøg på at kritisere kendt-makten gennem grin og ironisk afstandtagen.

Filmen hentyder til den velkendte tradition blandt musikere for at præsentere omhyggeligt udskrevne, næsten fejlfrie fortællinger om sig selv gennem koncertdokumentarer og lignende formater. Her hvor kameraet traditionelt følger kunstneren med nærmest andægtig respekt, vender Charli XCX forventningerne på hovedet.

Satire som kunstnerisk protest

At en etableret popstjerne benytter sig af satire til at kritisere sin egen industri er ikke uden betydning. Det tyder på en voksende bevidsthed blandt musikere om de restriktive rammer, som kommercialiseringen af kunstnerkulturen har skabt. Gennem humor kan der siges det, som anderledes ville virke for direkte eller forkastelig.

Mockumentaryen placerer sig således i en længere tradition af kunstnerkritik, hvor selvironi bliver et våben mod systemet. Det er en tilgang, som både underholder og åbner øjne for industriens indre mekanismer.

Når kunstneren bliver kunstnerkritiker

Det væsentlige her er måske mindre filmen selv end det faktum, at den bliver skabt. At en artist med sådan en platform vælger at vendte kritisk blik indad mod sine egne arbejdsvilkår, signalerer en form for kunstnerisk integritet, der ikke altid dominerer popmusikken. Selvom satiren med sikkerhed også tjener som underholdning og provokation, rammer den et sandt punkt om kontrol og autenticitet i samtidig popkultur.