Der er noget modsætningsfuldt ved Lord Sivas kommende udgivelse, som ifølge Soundvenue udmærker sig ved at være både henrivende og ubehagelig på samme tid. 'Rodeo' virker ved første øjekast som en tilstrækkelig letvægter – musikken flyder let som en sommerbrise gennem årets varme dage – men under overfladen arbejder der en kunstnerisk intention, der formår at efterlade mærker på lytteren.

Denne modsætning mellem form og indhold er samtidig symptomatisk for en bredere tendens inden for samtidig popmusik, hvor kunstnere i stigende grad søger at integrere dybde i tilsyneladende overfladisk materiale. Det er en musikalsk strategi, der kræver både behændighed og mod.

En kunstner, der forstår sin publikum

Lord Siva demonstrerer på 'Rodeo' en bemærkelsesværdig evne til at møde sit publikum på den rette fod. Musikken imødekommer øjet fra første sekund – den er behagelig at høre, den er tilgængelig – men samtidig nægter kunstneren at give sig hen til det ublandet kommercielle. Der findes en reservation, en skepsis, der tilfører værket en kritisk kant.

Smertens subtilitet i det letsindet

Det er måske her, 'Rodeo' præsenterer sit største kunstneriske interessante aspekt. I kraft af sin lethed formår musikken at snige smerten på lytteren. Den slår ikke direkte til – den arbejder snarere som en underlig kemisk reaktion, der først mærkes efter gennemlytningen. Det er en uventet effektivitet i det velarrangerede og umiddelbart fornøjelige.

Med 'Rodeo' ser vi en kunstner, der har forstået, at den mest bittert virkende musik ikke altid skal være høj og aggressive. Nogle gange er det de stille, sommerlige øjeblikke, der formår at gøre mest ondt.