Der findes få ting, der deler vandene så effektivt ved et internationalt middagsbord som en pose dansk lakrids. Mens resten af verden rynker på næsen ad den bitre, sorte masse, rækker danskerne begejstret ned i posen efter mere. Vi er, målt per indbygger, verdens største lakridskonsumenter – og det har vi været i generationer.

Roden til besættelsen

Lakridsens historie i Danmark strækker sig over hundrede år tilbage, og den begyndte langt fra slikhylden. Lakridsrod blev oprindeligt brugt som lægemiddel på apotekerne, men fandt hurtigt vej til hverdagens nydelser. Ifølge DR Kultur peger antropologer på, at danskernes forkærlighed for lakrids hænger sammen med noget dybere end bare smag – det handler om kulturel identitet.

Hvor mange lande har et skarpt skel mellem sødt og salt, har danskerne omfavnet hele spektret. Sød lakrids, salt lakrids, salmiak der brænder i svælget – vi skelner ikke, vi tager det hele. Det er nærmest en national sport at introducere udenlandske gæster for den stærkeste salmiak og se reaktionen.

Mere end bare smag

En del af forklaringen ligger i, hvad antropologer kalder erhvervet smag – altså smagspræferencer der formes tidligt i barndommen og forstærkes gennem kultur. Danske børn møder lakrids fra en tidlig alder, og smagen bliver forbundet med hygge, fredagsslik og det velkendte. Det er en smag, man vokser op med, og som binder generationer sammen.

Dertil kommer, at lakridsindustrien i Skandinavien har en helt anden tradition end i resten af Europa. Mens briterne holdt sig til milde lakridspastiller, gik de nordiske producenter all in på salmiak og stærke varianter. Det skabte en smagskultur, der er næsten umulig at kopiere udefra.

Den sorte renæssance

I de seneste år har lakrids fået en opgradering. Gourmet-lakrids med chili, chokolade og havtorn fylder hylderne, og danske lakridsproducenter eksporterer til hele verden. Paradoksalt nok er det præcis den smag, som udlændinge finder mest fremmed, der er blevet et af Danmarks mest succesfulde kulinariske eksporteventyr.

Så næste gang nogen spørger, hvorfor danskere spiser noget, der smager som saltet asfalt – ja, så er svaret simpelt: Det ligger i kulturen. Og vi har ingen planer om at stoppe.