Det allerførste, der skete til Stevie Wonders tre timer lange koncert i Royal Arena, var, at han bad alle i publikum om at lukke deres øjne, mens scenen var indhyllet i mørke. På den måde kunne publikum opleve verden, som den blinde soullegende gør det – en verden, hvor man kan se skønhed gennem sine "ørers øjne", som Wonder selv formulerede det. Det forbandt ikke blot publikum til hovedpersonen, men fik dem også til at spidse ører og lytte efter, uden konstant skiftende spotlys eller musikere, der skulle træde frem ved en solo.

Koncerten fejrede 50-året for Wonders magnum opus, "Songs in the Key of Life", som udkom, da Stevie Wonder kun var 26 år gammel. Sætlisten gjorde plads til samtlige 21 sange opført næsten i samme rækkefølge som på albummet – sangene fra "A Something Extra"-ep'en blev spillet undervejs i stedet for til sidst, hvilket ifølge Soundvenues anmelder var et klogt valg, da det afslappede instrumentalnummer "Easy Goin' Evening" ikke ligefrem er et oplagt klimaks.

Anmelderen var allerede fra starten slået af Stevie Wonders stemme, der var lige så fløjlsblød som for 50 år siden. Da han faldt lidt over sine egne ord i andet vers af "Joy Inside My Tears", havde han opbygget så meget goodwill, at han kun blev mødt med jubel. Særligt under albummets første halvdel lød han forbavsende godt, blandt andet med en legesyg frasering i andet vers af monsterhittet "Sir Duke".

Over 20 musikere på scenen

Stevie Wonder var omgivet af over 20 musikere, der havde opgaven at erstatte de navne, han omgav sig med for 50 år siden og som selv er gået over i historiebøgerne: Herbie Hancock, George Benson, Michael Sembello, Minnie Riperton og Deniece Williams. Anmelderen frygtede, at det store ensemble ville blive for bragende, men musikerne gav hinanden overraskende god plads – blandt andet på "Ordinary Pain", hvor en række kvindelige korsangere skiftedes til at skælde Wonder ud, og på fusionsjazz-nummeret "Contusion", der fængslede trods sin kompleksitet.

Også de mere alvorlige numre ramte: "Black Man" føltes som en march for lige rettigheder, "Pastime Paradise" blev styret af dramatiske strygere og en dunkel basgang, og på "Village Ghetto Land", hvor Wonder kun var akkompagneret af en strygernonet, ramte det hårdt, at hans 50 år gamle beretninger om marginaliserede randsamfund stadig er aktuelle. Showet bød også på imponerende lysshows, blandt andet en "Star Trek"-kanaliserende belysning under "Saturn" og Vegas-beklædning under "Another Star".

Soundvenues konklusion er, at Stevie Wonders albumoptræden i Royal Arena fløj afsted i selskab med dygtige musikere, der ubesværet løftede opgaven med at formidle samtlige sange fra et af soulhistoriens største mesterværker.