Joachim Trier tilhører de filmskabere, der ikke ønsker at råbe sit budskab ud fra taget. Hans styrke ligger derimod i den subtile opbygning af karakterer og situationer, hvor betydningen først bliver tydelig, når filmen har sat sit præg på tilskueren. Ifølge Soundvenue handler det om det, som kunstnere gerne kalder affektionsværdi – den vægt, som små ting får gennem tid og nærvær.

I værker som 'Reprise' og 'Oslo, 31. august' demonstrerer den norske instruktør en bemærkelsesværdig sensibilitet over for menneskers indre liv. Han arbejder tålmodigt med detaljer, som andre filmskabere måske ville forbigå. Det er ikke drama, der skal slå til med det samme, men snarere en langsom erkendelse af, hvad det betyder at være menneske.

Kunsten at bygge understille spenning

Det karakteristiske ved Triers tilgang er, hvordan han tillader sine film at udvikle sig på egne præmisser. Der er ingen kunstig hastighed, ingen beregnet manipulering af følelser. I stedet inviterer han tilskueren til at blive nærmere bekendtskab med personerne på skærmen, så deres sorger og glæder bliver vores egne.

En Oscar som bekræftelse

At en af Triers film nu har vundet en Oscar, markerer en vigtig anerkendelse af denne kølige, tilbageholdende kunstneristyle. Det er en sejr for det subtile, for cinematografiet som et medie for følelsesmæssig nuancering snarere end spektakel. Det understreger, at der stadig er publikum – også på verdensscenen – der værdsætter film, der sniger sig ind under huden og først viser sit sande ansigt, når tilskueren sidder alene igen.