Da HBO-serien Euphoria først sendte sine første episoder, blev den modtaget som et friskt pust i dramagenren. Serien bar præg af æstetisk dristighed og en uden filtre-tilgang til unges psykiske tilstande og selvdestruktive adfærd. Den skabte således både beundring og debat blandt anmeldere og publikum.

Nu bevæger figurerne sig imidlertid ind i voksenalderen, og denne udvikling synes at have påvirket seriens kunstneriske udtryk på måder, som ikke afføder samme velvilje, ifølge DR Kultur. Hvor serien tidligere blev udråbt som banebrydende, møder den nye sæsoner en betydeligt mere kritisk reception.

Fra ungdomsdrama til identitetskrise

Problemet ligger ikke nødvendigvis i premissen selv, men snarere i spørgsmålet om, hvad serien ønsker at være. Euphoria var oprindeligt forankret i ungdommens råhed og desperation – temaer som misbrug, identitetssøgen og social udstødelse. Disse elementer fungerede autentisk og påtrængende netop fordi de blev præsenteret med sådan en stilistisk intensitet.

Men når karaktererne bliver voksne, risikerer serien at miste det, som gjorde den særlig. Voksne mennesker, der befinder sig i samme kaotiske mørke som teenagere, opnår ikke den samme narrative kraft. Det er her, kritikerne mener, at serien taber sit greb.

En kunstnerisk fejlvurdering

Når en serie har defineret sig selv gennem sin ungdomlige perspektiv, udgør overgangen til voksenalder en væsentlig kunstnerisk udfordring. Spørgsmålet bliver således ikke længere blot om karakterernes udvikling, men om seriens egen identitet og formål. Uden denne klare retning risikerer selv en tidligere innovativ serie at blive en efterligning af sig selv – prestigefuld i påmindelse, men tom på substans.

Det røber også noget mere generelt om tv-dramaturgi: at banebrydende kunstneriske valg ikke nødvendigvis understøtter langvarig fortælling, og at et værk kan være innovativt uden at være varigt.