Der er noget nærmest rørende ved at møde et satirekollektiv, der er blevet voksent uden at have mistet bidet. Sådan føles det at genbesøge Gigis knap ti år efter deres gennembrud — fra fem maskerede stemmer, der lod deres vrede gå ud over TV 2 Zulu og den danske indvandrerdebat, til i dag kun to tilbageværende medlemmer, der stadig nægter at gå på kompromis, men som samtidig har fået børn, ansvar og en helt anden relation til deres eget arbejde.

I dag er det Malthe Emil Kibsgaard og Adrian Hosseinpour, der bærer navnet Gigis videre. De øvrige tre medlemmer er ikke forsvundet i konflikt eller drama — det er snarere et spørgsmål om, at livet flyttede sig i forskellige retninger. Efter ti års intenst arbejde, og med børn i billedet, ændrede prioriteterne sig for flere af de oprindelige medlemmer. Malthe og Adrian var dem, der forblev sultne på nye idéer og stadig drevet af den samme vrede som i starten — i dag rettet mod nye mål, ikke mindst kunstig intelligens og dens indtog i kreative brancher.

Den vrede, og den nysgerrighed, kanaliseres nu ind i deres tredje spillefilm, Brohr, som ifølge Malthe er deres mest ambitiøse produktion til dato — bedre animation, stærkere musik og et højere niveau på stort set alle parametre. Filmen følger hovedpersonen Ali og hans vennegruppes bevægelse ind i voksenlivet, mens de kæmper med genhusning, en verden dikteret af kunstig intelligens, faderskab og forsøget på at redde deres blok fra gentrificering. Det er med andre ord ikke bare en film om unge mænds ballade, men en film, der forsøger at indfange noget af den samme samfundskritiske vrede, Gigis altid har bygget deres univers omkring — blot filtreret gennem et mere modent blik.

Netop balancen mellem modenhed og provokation er det, der definerer samtalen med de to. Adrian formulerer det ligeud: de bliver aldrig stuerene, for i det øjeblik de gør, har de tabt til den kommercielle verden. Det er en sætning, der kunne lyde som tom retorik fra en yngre, mere naiv version af kollektivet, men her virker den derimod som en bevidst og velovervejet holdning fra to kunstnere, der har set, hvad succes kan koste af skarphed.

Samtidig er de ærlige om, at større indflydelse også betyder mere ansvar. For første gang nogensinde har de under produktionen af den nye film modtaget kritik "oppefra", hvilket de begge tolker som et tegn på, at de bevæger sig i den rigtige retning — ikke fordi kritikken er behagelig, men fordi den betyder, at de er kommet tæt nok på magten til at genere den. Det er tydeligt, at Malthe fortsat er den mest kompromisløse af de to, og at det ofte er ham, der presser Adrian ud på kanten af, hvad der er acceptabelt. Adrian medgiver selv, at hvis noget virkelig grænseoverskridende er endt i filmen, er det som regel, fordi Malthe har overtalt ham til det.

Interviewet rummer også en af de mere ømme anekdoter fra kollektivets historie: efter et nederlag ved en prisuddeling stødte de tilfældigt på skuespiller Mads Mikkelsen uden for lokalet, hvor han stod og skrev autografer. Malthe bad ham blot om en smøg, og Mikkelsen trøstede dem — og tilbød siden at medvirke i deres næste projekt, når det var klar. Da tiden kom, mødte han fuldt forberedt op med noter og konkrete forslag til manuskriptet, hvilket de begge fortæller om med en blanding af stolthed og stadig lettere forbløffelse.

Ti år inde i kollektivets levetid er det tydeligt, at Gigis' blik har flyttet sig. Hvor diskrimination og identitet fyldte mere i deres tidlige arbejde, er det i dag klassekamp og samfundets strukturelle uretfærdigheder, der optager dem mest. Det er en naturlig udvikling for to kunstnere, der er blevet ældre, fået familie og set verden fra flere vinkler — men vreden, den insisterende trang til at provokere, er tilsyneladende intakt. Og måske er det netop derfor, Gigis stadig er relevante: de har formået at vokse som mennesker uden at blive stuerene som kunstnere.