Skuespilleren Nastassja Kinski kræver, at en scene fra sin debutfilm fra 1972 bliver fjernet. I scenen var hun 13 år og fremstilles topløs, inden hun får en lussing. Kinski ønsker nu, at sekvensen bliver klippet ud af filmen, der blev instrueret af Wim Wenders.

Ønsket sætter både kunstnerisk og etisk betydning under lup. Det er ikke kun et spørgsmål om at censurere gammel filmhistorie, men også om at anerkende en skuespillerinde, der som barn blev udsat for omstændigheder, som moderne standarder ville finde uacceptable.

Filmhistorie møder nutidig moral

Wim Wenders har udtrykt sin bekymring over, hvordan man skal forholde sig til sådanne sekvenser. For instruktøren rejser spørgsmålet ikke kun, hvad der skal fjernes, men også hvilken filmhistorie der skal bevares, og hvordan vi skal dokumentere kunsten uden samtidig at reproducere krænkelser.

Debatten illustrerer en større tendens inden for filmindustrien, hvor gamle værker genbesøges under dagens øjne. Spørgsmålet bliver, om filmhistorien skal redigeres for at afspejle moderne værdier, eller om den skal forblive intakt som vidnesbyrd om fortiden – selv når den fortid rummer problematiske elementer.

En diskussion uden entydig løsning

Der er ingen simple svar. At slette scenen respekterer Kinskis autonomi og hendes oplevelse som barn. Men det efterlader også en afgørende del af filmhistorien i mørket. Nogle vil argumentere for, at kontekstualisering – med advarsler og forklaringer – kunne være vejen frem, hvor både kunstens integritet og ofrets værdighed respekteres.