Den canadiske forfatter, digter og oversætter Anne Carson, 76 år, er blevet udråbt som årets modtager af Nobelprisen i litteratur. Hun modtager prisen og 12 millioner svenske kroner fra Det Svenske Akademi.

"Jeg kneb en tåre, da jeg så det," siger Lotte Folke, kulturredaktør på Politiken, i K-Live. Hun mener, at Nobelkomiteen har ramt helt rigtigt med valget af den 76-årige professor i latin og oldgræsk: "Carson er det modsatte af kunstig intelligens," siger hun. "Rundt om ørerne på os bliver der overalt produceret glemsel. Og hun er det modsatte af den glemsel, fordi hun ikke bare balsamerer fortiden, men er i direkte dialog og skidesjov udveksling med den." Inden annonceringen havde Lotte Folke da også heppet på Carson, fordi hun "viste os, at alle de sjoveste historier begynder i det gamle Grækenland, årtier før Christopher Nolan faldt over 'Odysseen'."

Elisabeth Friis, lektor i litteraturvidenskab på Lunds Universitet, fortæller, at hun "blev fuldstændig lykkelig", da hun hørte nyheden. Ifølge Friis har Carson gjort mere end "nogen anden nulevende forfatter" for at genoplive antikken: "Hun har genoplivet og sanseliggjort hele antikkens litterære arv for os. Fuldstændig fantastisk. Som om den var dugfrisk," siger hun. Hun nævner især Carsons oversættelse af den kvindelige digter Sapfo, der levede på den græske ø Lesbos omkring 600 år før vores tidsregning: "Hendes oversættelse af Sapfos fragmenter er dristig men dårende smuk og burde sådan set i sig selv have skaffet hende en Nobelpris," siger Friis.

"Nox" — en bog om et oversat digt og en død bror

Anne Carson har ikke blot oversat antikkens litteratur, men også remixet og nyfortolket den. Et centralt eksempel er bogen "Nox", som Elisabeth Friis beskriver som "en hel, stor bog", der handler om at oversætte et enkelt digt af den romerske digter Catul — men som egentlig handler om, at Carsons bror er død under lidt mærkelige omstændigheder i København.

Broren, Michael, forlod i 1978 Canada, angiveligt fordi han var på flugt fra en mulig fængselsstraf for narkohandel. Resten af sit liv levede han en omflakkende tilværelse i Europa og Indien, blandt andet under falsk navn, og havde kun sparsom kontakt med sin mor og søster. På et tidspunkt rakte han ud og aftalte at mødes med Anne Carson i København, hvor han nu boede — men inden genforeningen kunne finde sted, fik Carson besked fra København om, at Michael var død, og at hans aske var spredt til havs.

I "Nox", der er udformet som ét kæmpe papirark foldet sammen i en boks, fletter Carson sin egen reaktion sammen med Catuls sørgedigt til sin egen bror. "Den her sammenfletning af den nære fortid, den personlige sorg og Catuls digt — som hun ikke kan oversætte, fordi sorgen gør, at man ikke kan finde ord — er fantastisk smuk," siger Elisabeth Friis.

"Kan man skrive sådan?"

Friis nævner også Carsons debutbog "Eros the Bittersweet" fra 1986 som årsagen til, at hun selv tog tre semestre på oldgræsk-studiet: "Jeg tænkte: 'Kan man skrive sådan?'" siger hun. I bogens essays undersøger Carson, hvordan erotik og sex er beskrevet i den antikke græske litteratur. "Da jeg læste den, fik jeg et kæmpe chok, fordi hun peger på, hvor præcist de græske digtere skriver om det her på en måde, der ikke er præget af kristendommens splittelse mellem krop og sjæl," siger Friis, der kalder den "den smukkeste bog, jeg har læst i hele mit liv."

En stjerne, der ikke vil være idol — og bokser i stedet for at stoppe

Anne Carson har gjort antikken sexet igen og er blevet en litterær stjerne, hvis oplæsninger mere har karakter af performancekunst. Alligevel afviser hun selv tidens dyrkelse af autofiktionen og forfatteren som en særligt interessant personlighed, fortæller Lotte Folke. Carson har flere gange besøgt Danmark: "Hver gang har jeg været lige rædselsslagen for hende på grund af det stoneface, hun har," fortæller Folke, der dog mener, stenansigtet spiller godt sammen med forfatterens humor: "Hun gider ikke den der idoldyrkelse," siger hun. Både Folke og Friis beskriver Carson som en person, der kan virke skræmmende: "Jeg er ikke bange for særligt mange, men jeg er ret bange for Anne Carson," siger Folke, og Friis er på linje: "Jeg er også bange for Anne Carson. Jeg har faktisk, hvilket jeg ikke fatter, sagt nej til at interviewe hende en gang, fordi jeg ikke turde."

Lotte Folke beskriver Carson som et menneske, der "trækker vejret gennem ord" og "aldrig stopper". Da hun for to år siden fik konstateret Parkinsons sygdom, som satte sig i hendes hænder og gjorde det svært for hende at skrive, begyndte hun i stedet at gå til boksning: "'Nu er jeg blevet gammel, nu holder jeg op,'" sagde hun ikke, fortæller Folke. Diagnosen blev i stedet til essayet "Gloves On", og i dag tager den 76-årige forfatter sine boksehandsker med, når hun optræder. "Det er bare et menneske, der aldrig stopper," siger Lotte Folke.