Det skulle bygge bro mellem sårbare unge og kulturlivet. I stedet er kulturpasset blevet et eksempel på, hvor svært det kan være at nå den målgruppe, man allerhelst vil hjælpe. Kun 8.138 digitale kulturpas er aktiveret ud af de cirka 50.000 unge mellem 15 og 24 år, ordningen retter sig mod — unge uden for uddannelse, arbejde eller på en FGU-uddannelse.

Tallene er så lave, at kulturminister Zenia Stampe (R) nu varsler ændringer af den ordning, som SVM-regeringen og aftalepartierne indgik i efteråret 2024.

Et betalingskort der ikke bliver brugt

Kulturpasset består af to dele: et digitalt betalingskort på 1.000 kroner til den enkelte unge og længerevarende kulturpasforløb målrettet grupper. Tanken var, at pengene skulle sænke barrieren for at komme til teater, museum, koncert eller biograf — oplevelser, der ellers kan virke fjerne, hvis man ikke er en del af uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet.

Men af de penge, der rent faktisk er brugt, går hele 67,5 procent til biografbilletter. Det er ikke i sig selv problematisk — en biograftur er stadig en kulturoplevelse — men det tegner et billede af en ordning, der i praksis bruges markant snævrere end intentionen, og af en målgruppe, der slet ikke finder vej til kortet i første omgang.

»Svært for en sårbar gruppe«

Kulturminister Zenia Stampe lægger ikke skjul på, at ordningen ikke har virket efter hensigten. »Det er lidt svært for en gruppe af meget sårbare at gøre brug af betalingskortet,« siger hun.

Det er en ærlig erkendelse, der peger på en klassisk faldgrube i socialpolitik: et digitalt betalingskort forudsætter, at man selv opsøger det, forstår, hvad det kan bruges til, og har overskuddet til at handle på det. For en gruppe unge, der i forvejen kæmper med at finde fodfæste i uddannelse eller job, er den tærskel tilsyneladende for høj.

Fra betalingskort til skræddersyede forløb

Ministerens svar er ikke at skrotte ordningen, men at flytte vægten. Hun mener, at skræddersyede kulturpasforløb fungerer bedre for målgruppen end et frit betalingskort. »Dem skal vi nå på en helt anden måde,« siger hun.

Konkret betyder det, at 20 millioner kroner af de ubrugte midler nu skal overføres fra det digitale kort til de længerevarende forløb, hvor unge i højere grad bliver opsøgt og guidet ind i kulturlivet frem for selv at skulle tage initiativet. Samtidig er der lagt op til, at målgruppen for det digitale pas potentielt skal udvides, så flere unge kan komme i betragtning.

Fra socialpolitik til kulturbro

Måske den mest interessante del af udmeldingen er det principielle skifte i, hvordan ordningen skal tænkes. I stedet for primært at være et socialpolitisk redskab, skal kulturpasset i højere grad forstås som en bro mellem unge og kulturlivet — en investering i, at flere unge oplever teater, museer og musik som noget, der er for dem, ikke kun for andre.

Det er en ambition, mange kulturinstitutioner formentlig vil hilse velkommen. Men sagen om kulturpasset er samtidig en påmindelse om, at gode intentioner og en digital løsning ikke er nok, hvis man vil nå de unge, der har allermest brug for adgang til kulturen — og allermindst overskud til selv at opsøge den.