Jenny Rossander har været en central figur i dansk alternativ musik i over et årti. Med onsdagens biografpremiere på dokumentarfilmen Jenny - en historie om Lydmor får publikum nu adgang til det privatrum, hvor kunsten bliver til, og til et par af de mest personlige kriser i hendes voksenliv.

Fem års filmning bag pladen

Da Lydmor kontaktede instruktør Sebastian Cordes for fem år siden, var det med et afgrænset formål: at dokumentere tilblivelsen af albummet Nimue. Så enkelt blev det aldrig. I løbet af optagelsesforløbet forvandlede relationen sig fra professionel til privat, og dermed fik instruktøren adgang til en hverdag, som de færreste dokumentarister normalt kommer i nærheden af.

Filmen er bygget op om Lydmors arbejde med sit seneste album, men drejer sig i lige så høj grad om et smertefuldt opgør med en ældre mand, hun tidligere havde et ødelæggende forhold til. Bogen, hun undervejs skriver om episoden, bliver filmens anden akse.

Kritikken er splittet på en spændende måde

Soundvenue kalder filmen kompromisløs, og Information fremhæver den som et portræt af forholdet mellem liv og kunst. Gaffa har taget fat i det svære ved, at instruktøren og hovedpersonen forelsker sig undervejs, noget der i klassisk dokumentartradition ville være tabu, men som her bliver en del af fortællingens pointe.

For nogle anmeldere er det netop den uklare rolle, der gør filmen så vedkommende. Andre ser en etisk udfordring, når grænsen mellem observatør og medvirkende flyder ud.

Et portræt med rødder i en generation

Lydmor har længe været en af de danske musikere, der har formået at bevæge sig mellem eksperimenterende elektronika, filmmusik og popmusik uden at miste sin egenart. Hun er samtidig et eksempel på den bølge af danske kvindelige kunstnere, der de seneste år har arbejdet med kunst som redskab til at bearbejde personlige erfaringer.

Jenny - en historie om Lydmor havde verdenspremiere på CPH:DOX tidligere i år og får nu almindelig biografpremiere. Det er en film for de læsere, der gerne vil forstå, hvorfor nogle kunstnere tilsyneladende ikke kan skille musik og liv ad.