Ens seng er privat. Det er dér, man sover, elsker, hoster sig igennem efterårets influenzaer, roder, græder, hviler — og ofte også dør. For den 63-årige britiske stjernekunstner Tracey Emin er det noget mere.

Emin udstillede for første gang i 1998 sin egen seng under titlen My Bed og blev med ét en stjerne i kunstverdenen og den britiske tabloidpresse. Sengen var, som hun selv har beskrevet det til BBC, ikke bare en seng, men både en dagbog og et gerningssted. Hun gennemlevede en svær depression efter et forlist forhold, hvor hun ikke forlod sengen i fire dage. My Bed var, hvad der blev tilbage.

På gulvet omkring sengen ligger alt fra brugte kondomer, tøfler og tamponer til en kvast karton cigaretter, et overfyldt askebæger og et bjerg af papir og flasker. Dynen er krøllet sammen, og lagnet er beklædt med menstruationsplettede trusser og slappe strømmebukser.

Sengen kan nu, sammen med andre af Emins værker, opleves på det nordsjællandske kunstmuseum Louisiana under udstillingen Tracey Emin: A Second Life, der åbnede torsdag. I 2014 blev sengen ellers solgt for 22 millioner kroner på auktion hos Christie's.

»Sengen er ikke noget med at lege dukkehus«

Kurator på udstillingen, Anders Kold, forklarer, hvorfor et af verdens mest anerkendte kunstmuseer udstiller det 30 år gamle værk: »Tracey Emin repræsenterer den slags kunst, der trækker hele livet ind i kunsten. Sengen er ikke noget med at lege dukkehus, men er et værk, hvor kunstner og værk sammensmeltes. Det skal vi på et museum som Louisiana vise«.

DR's radioprogram K-Live på P1 var med, da sengen blev klargjort før åbningen. Emins gode ven og assistent gennem mere end 20 år, Harry Weller, var fløjet ind for at installere værket i en sikkerhedsdragt og i total stilhed — så intenst, at kuratoren selv gik for at give ham ro. Weller slanker lagnets krøller, flytter rundt på et tøjdyr og lægger de samme menstruationsplettede trusser på sengen igen og igen, til de ligger rigtigt.

»Hver gang jeg installerer værket, kravler jeg bogstaveligt talt ned i sengen for at forme indtrykket af hendes krop. Så det føles, som om jeg gennemlever det øjeblik i hendes liv, hendes depression og trauma. Det føles virkelig tungt,« siger Weller.

Spørgsmålet om, hvorvidt en uhumsk seng virkelig kan være et kunstværk, har fulgt den fra dag ét. »Hvis jeg hopper ind i en taxa og siger, at jeg er Tracey Emins assistent, så siger chaufføren til mig: 'Ha! Den seng, den kunne selv jeg da have lavet'. Men sagen er den, at det gjorde han ikke,« siger Weller.

Fra bad girl til adlet kunstner

Tracey Emin (f. 1963) brød igennem i 1990'ernes Storbritannien, dengang London kortvarigt blev døbt Cool Britannia. Hun blev kunstverdenens enfant terrible, festede med Kate Moss og David Bowie og mødte op meget beruset til en tv-debat om moderne kunst. I dag har hun droppet de 50 smøger om dagen og lagt alkoholen på hylden, og hun er for længst blevet adlet af Kong Charles og har haft retrospektive udstillinger på både Tate Modern og nu Louisiana.

Weller fortæller, at sengen på Louisiana er mere voluminøs end tidligere — fordi den afspejler en gladere Tracey. I 2020 blev Emin ramt af aggressiv kræft og har siden fået flere invasive, smertefulde operationer. Det har også ændret, hvad sengen handler om: »Efter Traceys sygdom er værket vokset. Først var det en vej ind i hendes totale psykiske nedbrud. Nu, efter hendes sygdom, hvor hun har brugt så mange timer i sin seng, bliver det også en vej ind til hendes krop,« siger Weller. Sengen er i øvrigt stadig et motiv i Emins nyere værker, blandt andet i maleriet The End of Love fra 2024.

My Bed kan opleves på Louisiana frem til april næste år. Derefter skal værket på lager i fem år, fordi mange af enkeltdelene — de brugte kondomer, papirservietterne, cigaretskodderne — er skrøbelige originaler. »Sengen er et forgængeligt værk, der ikke kan eksistere for altid. I det øjeblik man begynder at intervenere eller erstatte, ville det blive til noget helt andet og høre til på voksmuseet Madame Tussauds og ikke Louisiana,« siger Harry Weller.

---

Kilde: DR Nyheder, dr.dk (Anna Margrethe Correll)