Der findes få filmgenrer, som våger mere at håndtere menneskers fysiske og psykiske afvigelser med ægte humor og værdighed. Når det lykkes, sker der noget særligt på lærredet – en bestandig kunstnerisk sejr over tabuer og usikkerhed. Ifølge Soundvenue formår den nye film 'I Swear' præcis dette ved at skildre Tourettes-syndromet på en måde, der samtidig gør os ved at grine og mindes os om mennesket bag diagnosen.

Humor som erkendelsesmiddel

Filmen træder ud over det dokumentariske og det melodramatiske – de to fælder, som så mange tidligere værker om neurologiske lidelser er faldet i. I stedet for at gøre tilskueren til stedfortreder for medynk eller voyeur, inviteres vi ind i en verden, hvor spontanitet, uforudsigelighed og absurditet ikke blot accepteres, men næsten fejres. Det er en vigtig kulturel påmindelse: at mennesker med Tourettes ikke er deres symptomer, men personer med hele spektret af menneskelig kompleksitet.

Sandhed som kunstnerisk valg

Hvad der især imponerer, er filmens evne til at bevare autenticiteten uden at blive meddlelsespræget. Den behandler sit emne med både let hånd og alvor – det rare balancekunstneri, som gør god kunst så svær at skabe. Når humor møder sandhed uden at nedgøre eller sentimentalisere, opstår der nemlig plads til genkendelse og undring på samme tid. Det er denne dobbelthed, som 'I Swear' synes at have fået helt rigtigt.