Da Meryl Streep trådte ind i rollen som Miranda Priestly i 'The Devil Wears Prada' fra 2006, skabte hun en af moderne filmhistoriens mest ikoniske karakterer. Med kold elegance og næsten overmenneskeligt selvbeherskelse gjorde hun magasinchefens verden til et fascinerende univers af magt, æstetik og menneskelig kompleksitet. Ifølge Soundvenue var der dog mere bevidsthed bag denne mestrerpræstation, end man måske skulle tro.

Streeps tilgang til karakteren var dybt kunstnerisk funderet. Hun trak inspiration fra filmhistoriens område – ikke fra modeverdenen selv, men fra to betydningsfulde filminstruktører, hvis arbejdsmetoder og personligheder prægede hendes fortolkning af Miranda. Denne valg åbner interessant op for, hvordan en skuespiller kan transmittere helt anderledes kulturelle kilder ind i en moderne fiktiv figur.

Fra filmens verden til modefiktionens elite

Det er en bemærkelsesværdig kunstnerisk bevægelse at søge inspiration uden for sit eget medium. At Streep valgte at kigge på filminstruktørers væsen og arbejdsmetode, siger noget vigtigt om hendes forståelse af lederskab og autoritet. Det drejer sig nemlig ikke blot om at være ismørende og kontrolerende – det handler om en kunstnerisk vision, en æstetisk præcision og en næsten absolutistisk integritet.

Fiktionsteknik møder kulturel arv

Miranda Priestlys karakter blev således båret af én skuespillers formåen til at filtrere sin egen kunsthistoriske viden gennem en helt ny kontekst. Hvor mange kendte til filminstruktørerne selv, blev de nu fordunklet af Streeps tolkning, som dog bårede deres ånd med sig. Det illustrerer hvor dybt moderne filmkunst kan søge ind i kulturhistoriens lag, når en kunstner af Streeps kaliber får frie hænder.

Mere end femten år senere står Miranda Priestly stadig som bevis på, at karakteropbygning er et kunsthåndværk, der rejser sig langt over simple psykologiske portrætter.